HVEM ER VI?
Vi er et lille familiedrevet likør og eddike bryggeri med en årlig produktion på knap 6.000 liter likør og knap 3000 liter eddike. Vi lever efter devicen om, at ting ta’r tid, derfor lader vi vores likører gærer i mindst 10 måneder på vildgær fra vores egen æblelund. Eddiken er en likør vi gærer ned til ca 8 % alkohol og tilsætter en eddikemor. Eddiken gærer i yderligere 18 måneder inden den er klar til at hælde på flaske.
Westjysk Smags likører indeholder ingen tilsat alkohol. Vi mener, det er en skam, at smagen af alkohol overdøver råvarerne. Likørene har en alkoholprocent på 14 %, fordi den naturlige gæring stopper her. Vi varmebehandler vores likør og eddike inden vi hælder på flaske for at undgå sulfitter.
Vi bruger kun råvarer, vi selv kan finde og dyrke på gården; det har stor betydning for os at vores likør og eddike er lokale og smager af Vestjylland. Vores jord er usprøjtet og fordeler sig over æblelund, småskov og vådområde. Vi filtrerer ikke vores likør, fordi det vil ændre den gode smag, derfor kan der forekomme bundfald.
Westjysk Smag begyndte som et eksperiment i 2013, da vores æblelund havde leveret et overflod af æbler. Dengang var drømmen at lave og sælge æblemost. Desværre havde vi ikke styr på gæringsprocesserne, og æblemosten var hurtigt blevet til eksplosiv cider.
Efter utallige timer på Google, YouTube og med næsen i gamle urtebøger, forsøgte vi at gære æblemosten videre til likør og eddike. Da gæringsteknikken var på plads, var det kun vores fantasi, der satte grænserne for os – og på den måde så gran- og mælkebøtte likøren dagens lys.
Et familieforetagende
De mange smage er også nøje prøvet af, inden de sendes ud på hylderne.
- Emils kammerater bliver ind imellem inviteret over for at prøvesmage. Hos den flok unge mennesker får man den ærlige mening, fortæller Bennye Agerbo.
Men det er ikke kun familiens 18-årige søn, der på den måde hjælper til. Westjysk Smag er et familieforetagende og alle hjælper, når der som nu i maj skal plukkes en halv kubikmeter mælkebøtteblomster, eller gøres 150 kilo gulerødder i stand, plukkes 300 kilo aroniabær, og hvad året ellers byder på.
Men den oprindelige idé til at lave likør var Benny Agerbos. Han har arbejdet et år på Rækkermølle Bryghus og udviklede der interesse for ølbrygning. Under en familieferie i Tyskland smagte de en usædvanlig god kvædelikør, og der opstod interessen for også selv at lave den søde dessertvin.
- Før i tiden har jeg gerne skullet lave noget nyt hver fjerde år. Jeg har mange ideer på den måde. Men nu har jeg fundet noget, jeg synes, er så sjovt, at jeg sagtens kan se mig selv lave likør efter ti år og måske mange flere, siger Benny Agerbo.
Hos Westjysk Smag i Finderup produceres likør af yderst lokale, men også utraditionelle, råvarer.
FINDERUP: Vidste du, at dunhammerens flotte, grønne stængler smager lidt af agurk? Og at de er udemærkede til at lave en fyldig og mild, lyserød likør?
- Det lyder da godt nok skørt, tænker du måske. Og det er netop den reaktion, Benny Agerbo, der fik ideen til at starte likørproduktionen, går efter. Han elsker at finde på nye, spændende likørsmage, som kan overraske folk ved første møde, men som efterfølgende overrasker endnu mere på den gode smag.
- Jeg får så mange ideer til noget, der kunne være sjovt at prøve, og jeg kan godt lide, hvis folk tænker, at jeg da må være lidt idiot til at starte med, griner Benny Agerbo, og hans hustru Dorte Agerbo fortsætter:
- Det er også tit den reaktion, vi får, når folk ser etiketterne første gang, men når de smager likøren, så er de solgt og meget positivt overraskede.
Smagen af "haveaffald" og ikke af sprit
Og det er da også nogle pudsige varianter, der står skrevet på de mange tanke med gullige, orange og dybrøde væsker i likørproduktionen: mælkebøtte, hyldeblomst, gran, solbær, æble og kardemomme, gulerod, marehalm, dunhammer og aronia. Snart skal en ny brændenældelikør sættes i sving, og opskriften til en ny øl-likør er også på tegnebrættet.
- Vi joker lidt med, at vi bruger haveaffald til likøren, for mange af de ting, vi bruger, er jo noget af det, folk tradtitionelt ser som ukrudt. Vi får mange henvendelser fra folk, der gerne så, vi kom og plukkede deres mælkebøtter, siger Dorte Agerbo og smiler.
- Det, der er specielt ved vores likør, er, at den kun er tilsat sukker og gær, som er vores egen gærede æblesaft. Vi tilsætter ikke vodka for at få alkoholprocenter i. Det gør, at likøren ikke smager "sprittet", men kun har smag af de ingredienser, der er i. Og det har fået utrolig gode tilbagemeldinger. Rigtig mange, som ikke drikker snaps eller andre drikke, der smager meget af alkohol, er vilde med likøren, siger Benny Agerbo, der selv udvikler smagene.